Har jeg et alkoholmisbrug?
Hvis du er i tvivl om hvorvidt du har et alkoholmisbrug eller ej, er du ikke i tvivl – I hvert fald er du ikke i tvivl om, hvorvidt det er noget der er værd at undersøge.
Et estimat fra sundhedsstyrelsen, viser at ca. 585.000 danskere har et skadeligt alkoholforbrug, hvor ca. 140.000 danskere er afhængige af alkohol.
En alkoholiker er ikke nødvendigvis socialt udsat, eller “ham eller hende på bænken”, men en betegnelse for en person som møder kriterierne for at kunne få alkoholisme som diagnose.
Overstiger dit ugentlige alkohol-indtag 21 genstande hvis du er mand og 14 genstande hvis du er kvinde, betegnes det som et højrisiko-forbrug af sundhedsstyrelsen.
Det lyder af mange, og det er det sådan set også.
Hvad er alkoholisme egentlig?
Alkoholisme er anerkendt som en sygdom af WHO (World’s Health Organization) og bør derfor også behandles som sådan.
Sygdommen kan stamme fra genetiske, psykologiske og miljømæssige forhold og det generelle symptom er i sin enkelthed at den sygdomsramte oplever en afhængighed af indtagelse af alkohol, altså et alkoholmisbrug – kroppen kan altså ikke undvære indtag af alkohol, hvorved der kan opleves abstinenser hen imod indtag af alkohol.
Sygdommen er kronisk og progressiv – altså en sygdom som aldrig forsvinder og vil forværres med tiden, såfremt den ikke behandles.
For langt de fleste alkoholikere, er det muligt at leve et helt normalt liv – uden alkohol, efter eventuel behandling.
Hvordan behandles et alkoholmisbrug?
I Danmark er der behandlingsgaranti for personer som finder sig selv i et behandlingskrævende alkoholmisbrug. Det vil sige at vi som borgere i Danmark har ret til anonym og gratis behandling for et alkoholmisbrug indenfor 14 dage ved henvendelse hos en sagsbehandler. Typisk vil der tilbydes hjælpe til afrusning, medicinsk ambulant abstinensbehandling og individuelle samtaler
Da alkoholisme ikke er en “one-size-fits-all” diagnose, er mulighederne for behandling derfor flere.
For nogle alkoholikere vil en døgnbehandling være en mulighed, idet misbruget så holdes nede ved at misbrugeren er i behandling hele tiden under et ophold på en institution hvor man er placeret udenfor vante rammer, under overvågning og i behandling døgnet rundt for en ofte længerevarende periode.
I langt de fleste tilfælde, vil ambulant behandling være at foretrække, da symptomerne for sygdommen, altså trangen til et stort alkohol-indtag holdes i skak, imens den sygdomsramte kan færdes i sine vante rammer og hverdagen kan fortsætte sin gang – dog med et fokus på afholdenhed fra alkohol.
En af de mest effektive metoder til behandling af alkoholmisbrug, er Minnesota-behandling som på verdensplan også må anslås at være den mest benyttede siden den blev introduceret i 1950’ernes USA.
I grove træk, er minnesotabehandling baseret på behandlingsfilosofien de tolvtrins-behandlingen hos AA (Anonyme Alkoholikere), et fællesskab hvor alkoholikere mødes i selvhjælpsgrupper og trækker på hinandens erfaringer i at leve et liv som ædru alkoholiker.
Samtidig med mødet med ligesindede i fællesskabsbaserede selvhjælpsgrupper, vedligeholdes de værktøjer som er tillært og tilegnet i minnesotabehandling.
Med målet om at skabe den mest effektive behandling for alkoholmisbrug, er der med tidens gang tilkommet flere metoder til behandling af alkoholisme. Kombinationen af kognitiv adfærdsterapi, undervisning om sygdommen samt minnesotabehandling har vist sig som en meget effektiv metode til ambulant behandling af alkoholmisbrug. Læs eventuelt mere om metoden her:
Morten Bille, Misbrugskonsulent